I dag er det 3 måneder siden at Gitte blev akut aflivet, men noget jeg kan mærke jeg har haft svært ved, er det her med, hvis man ikke er hesteejer, hvad er man så?…
Mit højeste ønske
Mit helt store ønske var og er stadig at blive hesteejer. Det er noget som er startet lige siden jeg begyndte at gå til ridning. Den tænker jeg egentligt at ret mange hestemennesker kan nikke genkendende til? Så da jeg en dag stod med Gittes pas osv. I min hånd og vidste at nu var hun reelt min og mit ansvar. Som den dag hun blev flyttet til den første stald hun stod i. Det var en helt specielt dag for mig og jeg er så pisse stolt over hvordan hun klarede det hele på! Hun var bare så sej til alt føler jeg og tog det hele i stiv arm og virkelig stolede på mig.
Happy horse, happy life
Jeg nåede at være ejer af Gitte i lidt over 2 år og Jeg er så glad for at jeg nåede at give hende nogle gode sidste år, hvor hun virkelig bare strålede. Som da vi var på Blue Hors og hun bare elskede det og var så glad. Vi var der virkelig bare for hinanden. Jeg har altid sagt at jeg skulle være Gittes sidste hjem og det blev jeg også. Jeg havde dog håbet at jeg ville have hende i nogle flere år, men tiden var klar til hende. Det er dog stadig ret hårdt nogle gange og jeg skal da gerne indrømme at jeg stadig græder over tabet af hende (det gør jeg sjovt nok også mens jeg sidder og skriver). Jeg er hende evig taknemmelig for alt det hun gav mig og hvordan hun lærte mig virkelig at lytte til hesten og finde den bedste måde for hesten!
Det helt rigtige valg
Men det der med at gå fra at være heste ejer, til ret hurtigt ikke at være det, det er faktisk en stor omvæltning og det kan og er, svært, når det er noget der opstår akut. For der var ikke særlig meget tænkningstid ved det hele. Da den søde dyrlæge ringede og fortalte hvordan tingene lå, så vidste jeg godt hvad det rigtige valg var. Dog var dyrlægen rigtig sød og give mig lidt tid, til lige at sluge det hele. Selvom jeg grædende med snot og det hele, fik sagt farvel og tak for alt til Gitte, så er jeg stadig virkelig stolt over det hele. Det var en rigtig lorte ting, men jeg ved stadig at det var det bedste for hende.
Jeg hører ikke til længere
Så tiden efter har været rigtig underlig. Især at skulle gå ind i stalden første gang, for det var det der med at vide at man ikke rigtig “hører til” i stalden længere. Jeg er dog heldig at min veninde har to søde heste, som jeg må passe en gang i mellem, selvom jeg godt kan mærke at jeg føler det er lidt underligt nogle gange. Men tiden efter og det her med at finde ud ad hvem jeg er nu, uden at være hesteejer, går bedre og bedre og jeg finder ud ad mere omkring mig selv. Stald og heste tid har der desværre ikke været så meget af på det sidste, da jeg har skulle en helt masse ting, så jeg er så smadret og udmattet lige nu! Glad for at det snart er weekend!
Hvis i nogensinde har skulle igennem det her med at miste en hest, enten ved aflivning eller den er blevet solgt, hvordan har i håndteret det hele? Jeg er virkelig nysgerrig på hvordan i andre har gjort det.
Jeg tør slet ikke tænke på hvordan jeg reagerer når enten Buller eller Felix ikke er her mere… Jeg har dog aldrig overvejet tankerne om “hesteejer/ikke hesteejer” men jeg kan tydeligt sætte mig ind i hvor underligt det måtte føles. Jeg er jo også for nyligt blevet førstegangshesteejer, og jeg kan også tydeligt mærke hvordan jrg føler at jeg “hører mere til” i stalden nu hvor jeg har papirer på det.
Jeg håber du finder det næste rette match en dag – indtil da er du mere end velkommen til at komme op og få en tur på min gule hvis du skulle være i nærheden 💛
Tusind tak Line ❤️ Det er mærkeligt hvor meget ens følelse når man er stalden, er så meget anerledes når man selv er den der ejer hesten. Jeg ved med garanti at jeg bliver e igen en dag. Men først skal en masse ting hænge sammen først, samt så skal jeg lige komme mig lidt mere over tabet af Gitte, for puh det er altså ikke sjovt
Nu har jeg desværre tidligere måtte sende 3 heste i forvejen, den seneste for 5 år siden.
Især med ham var det ubeskriveligt hårdt. Jeg var mange tanker igennem, både om jeg stadig skulle have hest, eller overhovedet ride mere. For hvem var jeg når jeg ikke var heste ejer, det er svært at finde sig til rette i.
2 år gik jeg uden egen hest, og “hestede” blot et par gange om ugen, og det fandt jeg også det positive i, og jeg er blevet bedre til at gøre plads til andet end hest efter.
Da Ronato skulle aflives var jeg et vrag ugerne inden, jeg kunne godt se i kortene at det var der det gik hen, og nøj hvor var det tungt at tage den beslutning, selvom jeg godt viste det var det eneste rigtige.
Til min overraskelse havde jeg det faktisk lettet bagefter, fordi det var det rette, og jeg var muligvis løbet tør for tårer inden.
Men det blev til at tage en dag ad gangen, og prøve at huske det gode men stadig se fremad. Men i mit eget tempo. Nu her kan jeg stadig blive ramt af af tårer når jeg tænker på ham, men det er af kærlighed og en rar følelse, selvom jeg bestemt ikke er glad for at græde.
Men der er jo ikke noget rigtig og forkert i hvordan man kommer videre, der er det at gøre hvad man selv føler er det bedste. Ikke hvad andre synes.
Endnu en gang, så føler jeg virkelig med dit tab. det må være virkelig hårdt at de kommer ud af ingen ting på det måde.
Ej det er jeg ked af at høre! Det er virkelig bare svært at miste sin hest. Jeg tænker at hvis man ved at det er den vej det peger hen, så kan man nå at mentalt at forberede sig mere. Selvom det stadig er utrolig hårdt! Jeg ved dog stadig og har det “godt” med min beslutning. At se Gitte være i så mange smerter, gjorde virkelig ondt. Så er det bedre at hun er et sted uden smerter. Det er noget jeg tænker vi alle sammen skal tænke på, når minderne bliver lidt for hårde.