Mange af os bloggere her ved Horsejournal, var med I det tidligere Riders Notebook’s PEEK blogging konkurrence, som kørte nogle år. I dag er det nemlig præcist et år siden at finalen blev afholdt på Blue Hors. Så jeg tænker at vi skal tage et lille tilbage blik på hvad der skete til finalen, mine tanker om det og hvad der er sket i mellem tiden.

Først: RN blev jo lukket ned i April, så alle os bloggere (PEEK deltagere eller ej) kunne desværre ikke blogge der mere. Nogle af os fandt så andre steder at kunne blogge fra og HorseJournal blev senere stiftet, nu er mange af os vendt hjem til moderskibet ved Hanne (stifter af både RN og Horsejournal som mange er glade for) og er helt klar på nye eventyr!

Men PEEK altså:

Jeg havde indtil en uge inden finalen, haft rigtig svært ved at finde nogen som kunne køre os derop. Jeg kan godt huske at jeg var ret skuffet, fordi jeg følte at der var ikke særlig meget opbakning til os og vores vej til stjernerne. Jeg tror ikke helt folk omkring mig forstod hvor vigtigt det faktisk var! Det gav mig dog meget mere blod på tanden, for at ville det. Jeg endte med at jeg måtte betale en vildt sød kvinde til at køre mig og Gitte. Hun havde også hendes Granddanois med, som havde ret meget luft i maven.. I hvert fald blev vinduerne i bilen rullet ned nogle gange på vej derop.

Det kvali der vil noget

Da vi ankom, blev Gitte installeret i en boks med lidt hø jeg havde med hjemmefra. Halmen på Blue hors var dog meget mere lækker, så det er vist et kvalitjek der gælder! Vi fik også nogle ting, som lidt foder prøver, en jakke, grime og et underlag vi skulle ride med i vores undervisning. Vi fik taget lidt billeder og fik noget information ved morgenmaden, samt lavede en lille præsentation af os selv. Jeg tror alle var ret nervøse og spændte men jeg var bare helt vildt klar på det hele.

Young in mind

Det var en ad Blue Hors’ beridere som skulle undervise os. Tanja som underviste virkede rigtig sød og var god til at forklare. Gitte var jo 21 år på det tidspunkt, men også bare totalt klar. Det var det med Gitte, for det kunne godt være at hun på papiret var gammel, men hun var meget frisk og ung ad sind. I ved den der “Old body, young mind” ting. Men hun elskede hvert minut af det og var så glad! Nu var mig og Gitte ikke på et særlig højt niveau i dressur , fordi hun havde jo gået som terapihest i mange år før og det havde helt klart sat sine spor. Det havde taget mig lang tid at få hende til at bruge hendes krop på en mere dressurhest måde, end terapihest.

Så tæt på, dog så langt fra

Noget jeg dog var ret ærgerlig over, var at jeg skulle ride mod en som var i den helt anden ende af træningsskalaen. Ikke at det var hende jeg havde noget i mod!! Bare at jeg synes det var ret unfair at de andre kunne ride med nogle som var sådan nogenlunde på samme niveau med hinanden, mens jeg red med en som slet ikke var nogenlunde, men meget langt fra mit (og omvendt var vi langt fra hendes niveau). Det eneste vi havde tilfælles var at vi red begge fjordhest. Det gav ikke særlig meget mening i mit hoved og jeg følte at vi på en eller anden måde blev lidt latterliggjort fordi vores niveau ikke var særlig højt. Men i ved vi holdte vores hoved højt og kæmpede derud ad!

Communication is key

Jeg havde jo brugt rigtig meget tid på at forstå og lære hvad der var bedst for Gitte for at hun kunne fungere optimalt, så jeg havde hende med mig hele vejen. Det betød jo også at vores samarbejde og forståelse for hinanden var enorm! Noget jeg føler at andre kunne lære af.. Ikke fordi andre ikke kender deres hest, men jeg ser så ofte ryttere hvor der går noget tabt i deres kommunikation mellem hesten og dem. Det er der hvor de fleste fejl ligger og jeg ved at hvis man styrker og forbedrer måden, så vil man få større og mere effektive resultater.

Var ved at skide i bukserne af skræk

Efter al undervisning var a done deal, hestene var ordnet og støvlerne pakket ned igen, var det tid til frokost. Vi fik flere flere informationer og nogle små oplæg fra tidligere vinder og af sponsorerne. Derefter kom vi til det allerfarligste – Samtalerne!! Tror helt ærligt at de fleste af os var ved at skide i bukserne af skræk. Vi vidste ikke hvad de andre havde sagt til hver vores samtale, da vi kom ind én ad gangen. Så i princippet kunne man sikkert have siddet og sagt en masse løgne og så havde gjort noget helt andet bagefter. Ikke at jeg tror nogen har gjort det, men jeg var i helt ærlig i min samtale. Dog var min samtale rigtig kort. Om det var godt eller skidt det ved jeg ikke, men min følelse var at det var skidt og jeg lidt var dømt ude på forhånd. Jeg kan selvfølgelig ikke sige om det var rigtigt, men det var i hvert fald sådan jeg følte mig bagefter.

En interessant samling af mennesker

Men hvis jeg skulle ind til den samtale igen, ville det være helt anerledes. Ikke fordi jeg ville svare mere “perfekt” på spørgsmålene, men fordi jeg ville give nogle helt andre svar, på baggrund af hvor jeg er mit liv nu. På et år er der sket vildt mange ting.. Efter finalen var færdig, så ville jeg ærlig talt bare hjem, for jeg var så træt! Jeg synes at vi alle havde fortjent at vinde. Vi var alle sammen på vidt forskellige niveauer, både ridemæssigt, blogskrivningsmæssigt og livserfaringsmæssigt. Det var lidt en interessant samling af mennesker.

Hjemløs men stærk

Min tid efter finalen følte jeg ikke rigtig at jeg kunne nyde, da min eks jo slog op 3 dage efter og jeg blev nød til at flytte hjem til mine forældre, da jeg ellers ville være hjemløs. Jeg lærte dog en masse nye ting og mennesker at kende. Nogle der støttede mig i mine drømme og min tro på mig selv og mine evner. Nu kan jeg mærke at efter alt det der er sket det sidste år, så er jeg blevet meget stærkere af det. Jeg har fundet ud ad hvor mange styrker jeg har og hvad jeg kan give til folk, for at de kan blive styrket og tro på deres drømme.

Verden i forandring

Men RN lukkede som sagt ned ca. et halvt år efter. Hvad der er sket bag facaden ved jeg ikke og kommer nok heller aldrig til at vide det. Det er heller ikke rigtig noget jeg skal blande mig i. Horsejournal blev senere startet op og nu er vi så her. En helt masse er efterfølgende sket for mig, både gode og dårlige ting som jeg kan snakke om senere hvis det er. Blue Hors lukker jo også ned for deres deres kæmpe sted og flytter en lille del til Fyn. Så jeg er super taknemmelig over at jeg nåede at få oplevelsen inden da og især fordi jeg nåede det inden Gitte blev akut aflivet.

Så ja livet tager nogle drejninger gennem livet som man ikke lige kunne forud se. Dog ved jeg at the best is yet to come

I kan jo lige nyde min lille vlog fra Finalen igen