Pro og Cons ved at være heste-ejer

Pro og Cons ved at være heste-ejer

18. december 2023 Af bittenshorseworld

Jeg fik muligheden for at købe Gitte i januar 2021. Det var virkelig en ad de mest lykkeligste dage i mit liv. Da dagen kom, hvor jeg kunne flytte hende til hendes nye stald, var jeg helt enormt spændt! Jeg nåede at opleve en helt masse med hende, som blandt andet at ride på Blue Hors ved PEEK finalen. Det var en vanvittigt oplevelse! Hun var virkelig et lys i mit liv. Jeg måtte desværre også opleve en ad de værste dage i mit liv, da jeg i August i år, måtte tage beslutningen om at aflive hende. Det var en virkelig hård oplevelse, men hun kom afsted herfra på en meget smuk måde. Så jeg trøster mig med, at det var den bedste beslutning for hende og hun fik masser af kys og kærlighed til det sidste ❤

Jeg er også utrolig glad for at jeg havde gode og kærlige mennesker omkring mig, der lod mig tudbrøle og jeg kunne stå og græde på åben gade (som hvis man kender mig, IKKE normalt sker, for jeg kan ikke græde foran folk…). Eftersom jeg ikke længere er hesteejer, så har jeg tænkt en helt masse over, det her med forskellen på at have sin egen hest. Derfor har jeg lavet en ‘Pro og Con’ – liste over nogle af de ting, som jeg i hvert fald føler er både noget af det bedste, men også det værste ved at eje sin egen hest.

Pro:

  1. Det er din bedste ven: Mig og Gitte var helt klart soulmates! Hun var hesteudgaven af mig og jeg var menneske-udgaven af hende. Jeg ved godt at det lyder skørt, men det var virkelig sådan. Vi havde et helt specielt bånd og kunne virkelig forstå hinanden. Især efter hun lærte mig, hvad det virkelig vil betyde at opdrage sin hest på en helt anden måde end hvad jeg tidligere havde lært. Så når man har sin egen hest, så er det virkelig ens bedste ven og i får et helt andet forhold til hinanden.
  2. Ansvar: At have en hest er dit eget ansvar. Det er dig der står med alle beslutninger. Du bestemmer helt selv over din egen hest, som hvornår skal den trænes, hvad skal den have at spise, hvilket udstyr skal den have. Det er dig der har det helt sidste ord omkring din hest. Det har man ikke helt, hvis man f.eks. kun har en halpart.
  3. Du lærer din hest meget bedre at kende: Man kommer nemlig til at se hvor f.eks de har deres ’tisse og skide’ steder. Så når du muger boksen, så ved du lige præcis hvor du skal starte henne. Men også bare i træningen og håndteringen af din hest. Så kommer i to, til at kende hinanden på en helt anden måde. Du kommer til at kende hvor din hest’s knapper sidder. Både fra ryggen af, men også fra jorden. Det er noget af det helt magiske.
  4. Kærlighed: Selvom du giver andres heste masser af kærlighed også, så er det altså bare noget andet, når det er dig der er ejer af din hest. Der er bare et eller andet helt specielt ved at du kan give al din kærlighed på noget, som du har papir på, at det er dit. Det er din kærlighed, til dit eget. Det er ikke ens betydende med, at man ikke kan have eller vise kærlighed for andres dyr. Det er altså bare noget helt andet, når det er ens eget.
  5. Stolthed: Du er hammer stolt over at eje din egen hest! Især hvis det er den første hest/pony. Der er altså bare et eller andet helt specielt ved at være hesteejer og ikke bare have en part, eller være elev på en ad rideskoleponyerne. Det er igen noget med din kærlighed og ansvar på dit eget. Det er en kæmpe gave! Din hest bliver dit kæreste eje og din lille baby (**cue**: ‘Just a baby’ lyd kører inde i dit hoved nu – you’re welcome 😉)

Cons:

  1. Ansvar: Jeg ved godt at denne her står begge steder, men der er også en bagside af at have det ansvar. Fordi det er nemlig dig der i sidste ende også skal tage den sidste beslutning. Det kan være enten at sælge din hest, men også hvis man skal lade hesten gå over på de evige græsmarker. Eller bare en beslutning om hvilket foder den skal have osv. Det er et kæmpe ansvar. Det skal vi ikke glemme!
  2. Økonomi: Økonomi spiller en stor rolle med det at have hest! Det er nemlig dyrt at have sin egen hest. Selvfølgelig kommer det an på hvor i landet du bor, samt hvilke slags mærker du køber og bruger. Men det er altså ikke alle som kan gå efter et specielt mærke der koster en masse, fordi de går op i et eller andet specielt, eller nægter at ville købe noget fra en rideudstyrsbuktik, fordi de har et billede fra producentens/forhandleren på deres salgsannonce. Nogle gange bliver man nød til at se, hvad er det ens økonomi kan holde til. Kan du have din hest stående et meget dyrt sted, med en pris der er højere end din egen husleje? Eller kan du ‘nøjes’ med et mindre og billigere sted?
  3. Mindre frihed: Med det store ansvar, kommer der ofte meget mindre tid til at skulle lave noget i sin fritid. Man kan ikke altid lige komme til alle festerne vennerne holder, eller man skal lige forbi hesten i løbet af dagen, for at ordne forskellige ting ude i stalden, for ja hesten skal også have noget at spise sjovt nok… Man skal også finde pasning af en hest, hvis man skal på ferie – især hvis man står i en selvpasser stald. Det er heller ikke alle som har nogen i nærheden, som kan passe ens hest, hvis man ikke selv kan.
  4. “Bedrevidende” folk: Jeg tænker at folk kommer med en god mening bag, Men det er altså bare ikke særlig ofte, at modtagelsen af den hjælp, er helt så god… Det der nemlig ofte sker, er at man kommer til at virke bedrevidende, som ærlig talt kan være ret så irriterende, når man slet ikke har nok viden omkring det.. Så er det faktisk ikke særlig fedt når en eller anden bare udbryder “du skal gøre det på denne her måde. Din egen måde er dårlig!”. Hvis personen ikke har spurgt dig om hjælp, eller du ikke selv spørger om de vil have hjælp/tricks, så klap kaje, for dit “råd” vil nok ikke blive modtaget helt så godt…
  5. Den dag i skal sige farvel: Ja den skulle jo komme… Det er en ad de mest nedern dage ever! Når man har taget sig af et dyr, lige meget om det er en hund, kat eller hest. Så er dagen hvor man skal sende sit dyr videre, bare utrolig hård! Det tager rigtig meget på en og det er en meget stor mundfuld man kommer til at stå med. Så husk at nyd tiden med dit dyr, for en dag kan det lige pludseligt være væk!